Kommunalreformen

Den 1. januar 2007 fik vi et nyt danmarkskort. Nu består Danmark af fem regioner og 98 store kommuner, hvoraf de fleste har over 20.000 indbyggere. De 19 af kommunerne ligger i Region Midtjylland.



Her er de nye kommuner. Du kan finde statistik om kommunerne ved at klikke her. 

2007 var et skelsættende år i den danske administration. Sidste gang, Danmark gennemførte en kommunalreform, var nemlig tilbage i 1970. Dengang lavede man en struktur, så landet kom til at bestå af 275 kommuner og 14 amter. Byerne havde vokset sig større, og flere og flere danskere flyttede fra land til by. De 86 købstadskommuner og de ca. 1.300 sognekommuner passede derfor ikke længere til et moderne Danmark under forandring.

Ø-kommuner lagt sammen
Efter 1970-reformen blev antallet af kommuner, 275, af og til diskuteret. Om de ikke var for små til ordentligt at kunne varetage danskernes interesserer. På Bornholm, Ærø og Langeland holdt man derfor folkeafstemninger i det nye årtusinde. Og på alle tre øer blev det besluttet, at der kun skulle være én kommune: Bornholm fra 2003, Ærø fra 2006 og Langeland fra 2007. Så de 275 kommuner blev til 271.

Debatten om stat, amt og kommuner førte til, at regeringen (bestående af Venstre og Det Konservative Folkeparti) i 2002 nedsatte en Strukturkommission. Den skulle undersøge fordele og ulemper ved den offentlige struktur. Med i kommissionen var blandt andre ministre, forskere og folk fra kommuner og amter.

I to år barslede man med ideer, og i 2004 konkluderede Strukturkommissionen, at Danmark skulle have en afløser for 1970-reformen. Man begrundede det blandt andet med, at kommuner og amter ikke var store nok til at tilbyde den service, borgerne ønsker og forventer. Det kan være alt fra skoler over rent drikkevand til ældrepleje.

Forslag om ny inddeling
I 2004 fremsatte regeringen så et forslag til ny inddeling af kommuner og regioner samt en anderledes fordeling af opgaverne mellem stat, regioner og kommuner. I kommunerne håbede man, at Venstre og Socialdemokraterne, der er de store, kommunale partier, kunne blive enige, men både Det Radikale Venstre og
Socialdemokraterne forlod forhandlingerne med den begrundelse, at regeringen ikke ville regne på, hvad reformen ville betyde økonomisk for kommunerne.

Der blev således indgået en aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti. De tre partier argumenterede for reformen med henvisning til, at små kommuner ikke besad tilstrækkelig viden, faglighed og kompetence til at løse de mere og mere komplicerede opgaver. Og især konservative politikere og vælgere ønskede, at amterne skulle nedlægges.

Regionerne fik færre opgaver
Resultatet blev et kompromis, hvor regionerne fik færre opgaver end de gamle amter, men til gengæld var der én stor: nemlig sygehusene, der blev langt den største opgave for de nye regioner.

Aftalen blev mødt med kritik af politikere fra oppositionen. De mente, at en så stor og afgørende reform ikke skulle vedtages af et snævert flertal i Folketinget. Den skulle have bred støtte, sagde de. Men da regeringen i 2005 fremsatte sin lovpakke med over 50 lovforslag, blev over halvdelen af forslagene vedtaget med tilslutning fra andre partier end Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti.

Over 170.000 skiftede arbejdsgiver
Reformen var en realitet. Og så fik mange ansatte travlt. Over 170.000 personer måtte skifte arbejdsgiver (stat, region eller kommune), mens nogle endda måtte flytte fysisk. Nye kontorer blev åbnet, andre lukket ned.

Som afløser for de gamle amtsråd fik vi regionsråd. Og allerede inden reformen trådte i kraft i 2007, var der valg. Det fandt sted i november 2005. Tanken var, at de folkevalgte politikere skulle være med til at gøre loven om den nye struktur til virkelighed.