Sund, sundere, sundhedsvæsen – velfærdsstaten og sundheden

I Danmark har vi årtier været kendt i verden for vores velfærdsmodel, der rummer en masse goder såsom daginstitutioner, skoler, sundhedsvæsen, hjemmehjælp og folkepension. Hvis vi breder perspektivet lidt bredere ud, kan vi meget firkantet tale om forskellige modeller for, hvordan stater verden over tager sig af indbyggerne.

Skandinaviske model

Sverige og Danmark har skabt modellen, der også bruges af Norge. Sociale ydelser er ens for alle. Ydelserne betales stort set kun af staten (via skatten). Modellen kaldes også for den nordiske model, den socialdemokratiske model eller den universelle velfærdsmodel.

Angelsaksiske model

Kendes fra Storbritannien, USA, Australien og New Zealand. Sociale ydelser gives kun til dårligt stillede og da efter behov. Civilsamfundet i form af private foreninger står for en stor del af arbejdet med at hjælpe fattige og svage. Modellen kaldes også den residuale model.

Centraleuropæiske model

Er opstået i Tyskland, men kendes også fra Frankrig. Det er kun folk, der har haft arbejde, der kan få sociale ydelser – der er obligatorisk forsikringsordning via arbejdsmarkedet. Kaldes også den obligatoriske eller selektive forsikringsmodel.

Sydeuropæiske model

Bruges i Spanien, Italien, Grækenland og nogle lande i Sydamerika. Mange sociale opgaver er at finde hos familien, der hjælper syge, svage og fattige.

Balance mellem at nyde og at yde
Historien om velfærdsstaten er historien om balancen mellem at nyde og at yde. Der er perioder i livet, hvor danskeren modtager en masse gratis ydelser, som han/hun nyder: børnehave, skole, uddannelse, sygehus og folkepension. Men der er også en lang periode, hvor danskeren yder, nemlig når han/hun er på arbejdsmarkedet, betaler skat, bidrager til ’de andre’ og ikke belaster de offentlige kasser.

Kølvandet på anden verdenskrig
Den danske velfærdsstat blev skabt lidt efter lidt i kølvandet på anden verdenskrig. 1930’erne havde bragt en gigantisk arbejdsløshedskrise, og de danske efterkrigspolitikere frygtede en gentagelse med fattigdom og social uro.

Blandt andet derfor ville man sikre, at der ikke blev for stor forskel på samfundets top og bund, og princippet ”de bredeste skuldre skal bære de største byrder” blev med hensyn til skattetryk bærende i udviklingen af velfærdsstaten.

Skattesystemet er indrettet, så lønmodtagere med høje indtægter betaler mest i skat for på den måde at bidrage til samfundets dårligere stillede.

Guldalder
Forskere har betegnet 1960’erne som den danske velfærdsstats guldalder. Kvindernes indtog på arbejdsmarkedet og optur i økonomien førte til bygning af blandt andet vuggestuer og børnehaver, og forbruget steg, og troen på konstant økonomisk fremgang voksede. Men 1970’erne dukkede op med oliekrise, gæld til udlandet og stigende arbejdsløshed.

I 1976 blev Bistandsloven indført, og der er historikere, der ser loven som kulminationen på velfærdsstatens udvikling. Med loven fik hver borger nemlig en sagsbehandler, og ansvaret for borgernes velbefindende var nu i endnu højere grad lagt over til staten.

Intention om fælleskabet
Men selv om loven var skabt ud fra en intention om fællesskabet, mener de samme historikere, at Bistandsloven gav et skub i retning af et mere individualiseret samfund ved at pege på den enkeltes rettigheder frem for samfundet. – Der har dog også været kritik af loven ud fra det synspunkt, at den omklamrer den enkelte borger og fratager borgeren handlekraft og initiativ i forhold til at komme ud på arbejdsmarkedet.

1980’erne og 1990’erne kæmpede skiftende regeringer mod gigantisk udlandsgæld, og det lykkedes faktisk at få bugt med den gæld, der en overgang truede velfærdsstaten.

Modellen er under pres
Men alligevel er den danske model kommet under pres. I en række år har danske kvinder født for få børn: 1,7 børn pr. husstand. Desuden er gennemsnitslevealderen steget, hvorved andelen af pensionister bliver større.

Når der ikke fødes nok børn, kommer der færre ud på arbejdsmarkedet, og dermed er der for få til at betale skat til dem, der ikke arbejder. Der bliver således færre borgere til at betale sygehuse, folkepension, efterløn og pleje.

Velfærdskommission
Det fik i 2003 VK-regeringen til at nedsætte en Velfærdskommission, hvis opgave var at komme med bud på fremtidens Danmark. To år senere kom kommissionen med sin rapport, der opfordrede til markante politiske tiltag som for eksempel:

Alder for efterløn og folkepension sættes op
Fjumreåret for studerende skal væk
Antallet af overførselsindkomster (ca. en million) skal nedsættes væsentligt

I 2006 indgik Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre forlig om en række velfærdslove. Blandt blev alderen for efterløn gradvist sat op til 62 år og folkepensionsalderen til 67 år.

Men forliget blev kritiseret for ikke at være vidtgående nok, hvis der fortsat skal være penge nok til sundhedsvæsen og de flere og flere ældre.