Er den rationelle vælger død?

Traditionelt har danske vælgere i et vist omfang stemt til både lokal- og folketingsvalg ud fra politiske ideologier. Borgerlige vælgere har stemt på partier, der bygger på liberalistiske eller konservative principper, mens socialistiske principper har haft betydning for både socialdemokratiske vælgere og vælgere længere ude på venstrefløjen.

Men sådan er det ikke længere, viser undersøgelser. Ideologierne betyder ikke længere så meget for vælgernes adfærd til valgene.

Ideologier erklæret døde
Allerede i 1983 sagde statsminister, Poul Schlüter (Det Konservative Folkeparti): ”Ideologier er noget bras,” og i både 1990’erne og begyndelsen af dette årtusinde er ideologierne blevet erklæret døde. Berlinmurens fald i 1989 førte til debat og diskussion af, hvorvidt der kun var en levedygtig ideologi, nemlig det liberale demokratis ideologi.

Undersøgelser har tillige vist, at vælgerne i højere grad er blevet issue-voters, dvs. at vi stemmer efter de tematikker, der dominerer den aktuelle, politiske debat. Ved kommune- og amtsvalg (og nu regionsrådsvalg) har der i øvrigt altid været en tendens til, at folk i sammenligning med folketingsvalg mere har stemt ud fra enkeltsager (og naturligvis lokale forhold) end ud fra ideologier. Den nyeste valgforskning viser dog, at uddannelse er altafgørende for, hvordan vi sætter vore krydser til valgene.

Sådan vil vi se os selv
Men uanset tendenserne i vælgeradfærden har vi selv et billede af, at når vi stemmer, har vi nøje overvejet, hvor vi skal sætte vore krydser. Vi stemmer nøgternt, fornuftigt og velovervejet. Sådan vil de fleste af os helst se os selv.

Men det passer ikke. Det mener cand.scient.pol. med speciale i vælgeradfærd og forskningsformidler på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole ved Århus Universitet, Marie Fugl, og lektor i samfundsfag og dansk, Bent Laursen, i hvert fald. Sammen har de skrevet bogen ”Politisk smag” (Columbus 2008). Heri påpeger Fugl og Laursen, at den rationelle vælger er en myte.

"Vi har indtryk af, at demokratiet fungerer. Vi tror, at alle har en stemme, at vi har en nuanceret offentlig debat, og at det fungerer sådan, at politikerne fremlægger noget politik, og så tager vælgerne fornuftigt stilling til det.

Men det er en illusion. Selvfølgelig kan vi argumentere rationelt for vore valg, men der er i vid udstrækning tale om en efterrationalisering. Når jeg spiser orientalsk mad til frokost, så er det ikke en afvejning af, om det er økonomisk, rationelt og sundt. Det falder bare i min smag. På samme måde falder det i min smag at stemme på et parti, der befinder sig på venstrefløjen.

Det er ikke, fordi der er noget, der forhindrer mig i at stemme på Venstre. Som type er jeg bare langt mindre tilbøjelig til at gøre det," mener Marie Fugl.

Klasser og grupper
I bogen er Marie Fugl og Bent Laursen meget inspireret af den franske sociolog Pierre Bourdieu (1930-2000), hvis sociologiske teori beskriver forholdet mellem klasser og grupper i samfundet og magten i og mellem de enkelte grupper.

Bourdieus udgangspunkt og teori er, at mange af vore beslutninger og dispositioner bestemmes af vores klassemæssige placering. Centralt i hans teori står begrebet habitus: Det enkelte individ får via opvækst, opdragelse, miljø og erfaringer nogle dispositioner, der sidder i kroppen som viden. Det være sig som bevidst eller tavs viden. Denne habitus bestemmer, hvordan vi senere agerer og reagerer.

Nok er habitus personlig, men det enkelte menneskes personlige habitus minder meget tit om den habitus, som andre mennesker med nogenlunde samme opvækstbetingelser har. Mennesker inden for en bestemt social gruppe eller klasse vil derfor have en habitus, der har mange fælles karakteristika.

Økonomisk, kulturel og social kapital
Bourdieu bruger ikke begrebet klasser i traditionel, marxistisk forstand. Den franske sociolog bruger derimod begrebet kapital og skelner mellem økonomisk kapital (penge og økonomi), kulturel kapital (uddannelse og viden) og social kapital (netværk og gode forbindelser).

Pointen er, at kapital giver magt og prestige. Meget forenklet sagt siger Bourdieu, at penge og/eller viden giver magt, og det er medvirkende til en inddeling i over-, mellem- og underklasse.

Vælge vores liv
"Den dominerende diskurs er, at det engang var sådan, at hvis ens far var skomager, så skulle man også selv være det, men at vi i dag er frie til selv at vælge vores liv. Men man kan jo se ude i virkeligheden, at klasserne stadig findes og fungerer.

Når danskere mener, at klassesamfundet for længst er et overstået kapitel, er det, fordi vi omgås folk, der minder om os selv. Jeg kan tage mig selv som eksempel. Jeg møder aldrig nogen, der stemmer Dansk Folkeparti.

Jeg bor på Vesterbro, jeg går på café på Bang og Jensen, hvor der sidder andre folk som mig, som også har en eller anden længerevarende uddannelse – gerne med en snært af noget kreativt.

Så cykler jeg ud på Danmarks Pædagogiske Universitet, hvor der sidder en masse andre med en lang videregående uddannelse, som også ser Deadline, læser Information, drikker sort kaffe og spiser sådan lidt orientalsk inspireret mad til frokost," fortæller Marie Fugl.

De adskilte verdener eller klasser i Bourdieusk forstand spiller ifølge Marie Fugl også ind, når det drejer sig om opstilling til valg og mere generelt set politisk indflydelse.

Illusion at alle kan stille op
Det er således en illusion, at vi alle kan stille op til et valg og blive valgt. Det kræver i første omgang ikke penge (økonomisk kapital) at stille op til valg til regionsrådet, men det kræver kulturel kapital.

"Hvis man er vokset op med en enlig mor på kontanthjælp, og man måske har en uddannelse som frisør, som man i øvrigt sprang fra, og man får sine nyheder fra Ekstra Bladet eller tekst-tv, er det ikke lige til at stille op i et politisk parti og skulle ud og diskutere med alle dem, der har læst statskundskab eller kommunikation på universitetet og lært at diskutere politik på den legitime måde," mener Marie Fugl.

I bogen ”Politisk smag” er der fokusgruppeinterviews, hvor forfatterne Marie Fugl og Bent Laursen har fået deltagerne til at kombinere politiske partier og smag.

Partier og smag
"Dansk Folkeparti er stegt flæsk og persillesovs, Venstre er steaks, De Konservative er oksehøjreb, og de radikale spiser mad fra de verdensdele, der er på mode i øjeblikket. I en periode er det japansk mad, men det kan også blive eksotisk at lave noget gammel dansk bondekost, så længe råvarerne 'er i orden'.

SF, som er mellemklassens parti og som har lidt mindre samlet kulturel og økonomisk kapital end de radikale og Enhedslisten, er altid et skridt bagefter og måske lidt nogle wannabes. De begynder at spise italiensk et par år efter, de rigtigt smarte er holdt op. Når det gælder Enhedslistens vælgere, er vi virkelig ovre i urtesegmentet. Det er bønnesalat, humus, falafler og grøn te," smiler Marie Fugl.